
Hvad er Custom Integration?
Der bliver allerede brugt mange udtryk; den "intelligente bolig", "den digitale bolig" og "Custom Integration", selv om der går mange år før integrerede løsninger for hele boligen bliver hverdag for almindelige mennesker.
Custom Integration eller "CI" er mest udbredt i USA. Det beskriver den nyeste udvikling drevet af AV industrien inden for integrerede løsninger til det private marked.
Som udgangspunkt handler disse løsninger om underholdning i hjemmet: dvs. at man kan se og høre hvad som helst, hvor som helst og når som helst. Forbrugerens forventning er fuld fleksibilitet, og det skaber udfordringer for producenter og ikke mindst installatøren. Derudover skal disse løsninger måske også integreres med andre funktioner i boligen: f.eks. lys- og varmestyring, dørklokke, telefon mm - det er fantasien og pengepungen der sætter grænserne.
Hvad kan så tilbydes "almindelige mennesker" i dag?
Det mest nærliggende er et integreret og "Custom-lavet" musiksystem, - men det kan allerede blive en kompliceret sag. Her er et udpluk at spørgsmål der skal stilles, når man går i gang: hvor mange hovedzoner? hvor mange subzoner?, anvendelse af samme højtalere til både surroundsystem og musiksystem?, lokale indgange f.eks. til TV i køkken, som automatisk overtager højttalerne, skal musikken dæmpes, når dørklokken ringer?, én- elle to-vejs kommunikation, optimal placering af udstyr, valg af design?, hvilke musikkilder (mediecenter el. hvad?), og hvordan fremtidssikrer man bedst muligt?
Til distribution af video er der lige så mange spørgsmål, og som med musik bliver man nødt til at forholde sig til sit daglige adfærd og vaner. Alt kan lade sig gøre, men i øjeblikket er der stadigt nogle kraftige prishop, når det drejer sig om distribution af video i HD kvalitet.
Noget af det vigtigste er, at man tager en sparring med en kompetente installatør - en installatør, som ikke kun har alle svar men også alle spørgsmålene. Hvis denne sparring kun tager en time eller mindre, - så er der uden tvivl blevet glemt noget.